Min barndom/ungdom – del 3

Det har været langt undervejs. Det har taget et par uger, et par knuder i maven og et par tårer på kinden.

Jeg vil gerne advare om hændelser der kan virke stødende for nogen og derfor ikke bør læse med. Mest fordi jeg har ikke brug for at du ruller øjne af mig. Det kan du gøre et andet sted..

I anden del, fortalte jeg om at være det pinlige højtrystende barn. Det kan du læse om her.

Nu går vi til min ungdom. Den værste del, hvis jeg selv skal sige det.

Når jeg ser billeder som det ovenstående, husker jeg mig selv som en meget usikker pige. Hav i mente at jeg hele min opvækst har været i vejen, højtrystende og decideret et træls barn.

Jeg kom i en alder hvor det modsatte køn pludselig blev interessant. Følelsen af at alle omkring mig, havde haft deres første kys. Deres første forelskelse. Deres første kæreste. Det gjorde mig ked af det. Jeg var stemplet som den tykke pige – selvom jeg var ganske normal – derfor var der ingen der så mig som jeg var.

Internettet var også spændende nyt for mange af os. Virtuel kærlighed startede her.

Det var her jeg søgte kærlighed. Opmærksomhed. Anerkendelse. Jeg ville ses. Jeg ville komplimenteres. Jeg ville også have kærligheden at føle.

Det er et farligt sted. Især hvis du ikke ser dig selv som du er. En smuk ung pige.

Fyrene havde luret den. Komplimenterer du en usikker ung pige – kan du sno hende om din lillefinger.

Og det gjorde de.

I en alder af 13 år, havde jeg sendt billeder af mig selv i bh, med mine ikke-eksisterende bryster. 13 fucking år. Jeg havde webcamet med fyre der kun vil snakke med mig hvis jeg sad i bh. Jeg gjorde det. Jeg smed min bluse og viste mig i undertøj. Hvorfor?

Jeg havde brug for den anerkendelse. Jeg havde brug for at høre at jeg var tiltrækkende. At jeg faktisk ikke var den tykke pige.

Det var en ambivalent følelse. Jeg elskede at få bekræftelse, men jeg skammede mig også hver gang. Hvorfor var jeg ikke god nok med tøj på?

Da jeg var 15 år, fik jeg min første kæreste. Ih ham var jeg glad for. Første rigtige kærlighed er altid helt speciel. Jeg var stadig anderledes. Min kæreste var “meget” ældre end mig. Vi havde noget af en afstand i mellem os, der gjorde det dyrt at se hinanden(lorte fucking storebæltsbro).

Jeg havde et EKSTREMT behov for at se ham altid og hele tiden. Jeg havde behov for bekræftelse hele tiden. Jeg havde så stort et behov for bekræftelse at jeg åd den råt fra min kæreste. Han var fuldstændig afkræftet.

Når han nu så var afkræftet for energi, kunne jeg ikke forstå det. Jeg kunne ikke forstå hvorfor han ikke bare prøvede at få vores forhold til at fungere. Jeg endte et nyt sted i mit liv. Jeg startede på handelsskolen. Jeg blev interesseret i en anden, som også var interesseret i mig.

I stedet for at prøve at få mit forhold til at lykkes, ville jeg hellere smide det ud på sidelinjen.

Lad mig sige det som det er. Jeg var utro. Jeg var et kæmpe utrosvin.

Sådan gik det til med den næste og den næste kæreste jeg fik.

Alt sammen fordi jeg sugede energien ud af dem for så at gå videre til den næste.

Jeg var manipulerende. Jeg gjorde alt for at få deres opmærksomhed. Alt.

Nu var det ikke kun mig der var den onde i forholdet. Der var grunde til jeg også blev en bitch.

Jeg blev misbrugt. Seksuelt. Det har taget mange år at sige det. For som du lige har læst, har jeg været et dumt svin.

Det har taget langt tid at forstå det, for det var jo min kæreste. Men når man siger nej. Er det et nej. Der var mange gange hvor jeg sagde fra, men fik svaret “hvis jeg giver dig finger nu, bliver du jo våd. Din krop vil have mig, lad vær’ med at lyve overfor dig selv”

Så jeg gjorde det. Tit. Jeg lukkede bare af. Var ikke til stede. “Det er over lige om lidt” tænkte jeg altid for mig selv.

Sådan var det bare.

Jeg nævner ikke hvem det var, men det var ikke kun en jeg oplevede det fra.

Det var ubehageligt. Men jeg lod dem, fordi det var de selv samme personer, der også fik mig til at føle mig tryg.

Selv efter mine nedture med tidligere kærester stoppede det ikke der. Utallige mænd, fik lov til at gøre det hele igen da jeg blev single. Som 20-årig havde jeg haft sex med mere end 20 personer. Jeg synes det er mange. Især fordi det var på en så kort periode som på et halvt år. Hver og en lovede tryghed og kærlighed og hver og en smed mig ud til siden. Jeg blev ikke klogere af mine fejltagelser. Tværtimod. Jeg gjorde det hele om igen. Fucking hver gang.

Jeg havde ingen respekt for min krop eller mit jeg. Jeg var ligeglad. Jeg ville bare have tryghed.

Jeg fik en kæreste for at få en kæreste (Sorry du) og efter vores break up, stoppede det hele brat.

Jeg kan huske jeg kiggede mig selv i spejlet og tænkte “du gør bare ikke samme fejl engang til”

Denne her gang skulle jeg ikke finde tryghed i diverse fyres seng. Denne her gang skulle jeg finde tryghed i mig selv. Kærligheden var ikke noget jeg søgte. Jeg søgte ikke trygheden. Jeg ville bare nyde mit liv. Og bang så dukkede verdens mest forstående mand op i mit liv. Han gik fra at være “inventar” til at være ham jeg vil tilbringe resten af mit liv med.

Jeg er stadig mærket. Det tager tid at hele. Det tager tid at have tillid til andre. Det tager tid at finde sig selv, men jeg er på vej. Jeg er godt på vej.

Leave a Reply