Min barndom – del 2

Så siden jeg skrev del 1 har jeg tænkt over hvad jeg skulle dele denne gang.

Jeg lærte i psykologi dengang i 3.g, at børn kan rehabiliterer fra en træls barndom, på godt jysk.

I dag har været en af de dage hvor jeg har været bitter på mig selv og på min opførsel i de yngre år. Jeg er sikker på det skyldes min opdragelse. Du ved, social arv og sådan.

I hvert fald husker jeg mig selv som et meget pinligt barn. Jeg kom fra et hjem hvor min far talte meget højlydt. I dag ved jeg at det skyldes det var sjældent han fik opmærksomhed i sin barndom. Sådan havde jeg det også. Man skulle tro at nu når jeg er barn af en alkoholiker at jeg så ville være meget introvert og holde mig for mig selv. Det gjorde jeg ikke. Åh gud, et dårligt menneske jeg har været. Jeg snakkede altid højst, gjorde altid ALT for at få opmærksomhed. Jeg var simpelhen så dum. Og så var jeg virkelig en tudemarie. Det er jeg stadig, nu accepterer jeg det bare.

Som sagt var jeg meget højtrystende, det betød også at de andre børn ikke ville lege med mig, så jeg blev tit holdt udenfor. Især af piger. Jeg tror drengene lod mig lege med dem, fordi de havde ondt af mig. Min far var god til at råbe af os derhjemme, så jeg var også et meget angstpræget barn. Jeg var så bange for at være alene, så når der kom konflikter og bare to rottede sig sammen imod mig, begyndte jeg altid at græde. Jeg kunne simpelhen ikke stå op for mig selv. Jeg var så usikker. Jeg har ikke ondt af mig selv i dag over det, for jeg tror meget af det skyldes, min egen opførelse overfor de andre. Det at jeg skulle gør opmærksom på mig selv hele tiden. Årh jeg for helt ondt i maven ved tanken. Kunne jeg gøre noget om, ville jeg bare have været den stille type, der bare sad for sig selv. Jeg tror jeg havde været bedre som introvert.

Det påvirker mig i dag, for jeg kan stadig ikke have når nogen rotter sig sammen imod mig. Jeg kan bedre stå op for mig selv i dag, men jeg ryster stadig voldsom meget og bliver rød i hovedet hvis jeg kan mærke at det bliver for ubehageligt. Når jeg er på druktur med vennerne og jeg bliver en smule højtrystende og der bliver sagt “du behøver ikke råbe” skammer jeg mig SÅ meget, at jeg nærmest er stille resten af aftenen, fordi jeg ikke har lyst til at være det sære barn igen.

Der kommer meget mere om min barndom, igen så gør jeg dette for min skyld. Det giver mig luft og en lettelse at få det på skrift i stedet for i hovedet.

Igen vil jeg også nævne at jeg elsker min far, for han er stadig min far og han har også givet mig mange positive stunder.

Hvis du nåede helt herned, så takker jeg af hjertet. Det er altid grænseoverskridende at fortælle om noget jeg har holdt for mig selv i så mange år.

Leave a Reply