Min barndom – del 1

Jeg ved godt at han er min far og jeg burde elske ham. Sagen er den at jeg har givet op. Blod er tykkere end vand siger de alle sammen, men de kender ikke min far.

Jeg vil ikke længere forsvare ham. Lægge skjul på hvem jeg snakker om når jeg skriver om det på min blog eller de sociale medier. Det er slut. Han skal ikke have den ret til at blive forsvaret af mig når han aldrig har forsvaret mig.

Inderst inde elsker jeg vel mine forældre. Det har hjulpet mig med mange ting. Det skal de også. Det er deres pligt som forældre. Det er bare ikke altid liiiiige at de har husket det.

For eksempel, hader jeg at få gaver. Det er en lille ting, men det er faktisk ret traumatisk.

Når vi holdte jul, fødselsdag osv. hvor jeg var så heldig at få en gave, gik der ikke mere end et par timer, måske en dag eller to – så fik jeg beskeden “Nu har du jo liiiige fået så DYR! En gave så kan du altså godt lige hjælpe os med de her ting” Sådan har det altid været. Lige fra jeg har været stor nok til at kunne handle selv (i mit tilfælde 7 år). Derfor ser jeg gaver som en tjeneste. Altså sådan så nu har de gjort mig en tjeneste fordi jeg har fået en gave, så skylder jeg dem en tjeneste. Det er fandeme ærgerligt. Et barn skal ikke have disse tanker om sin fødselsdags- eller julegave. Derfor havde jeg også en kæmpe knude i maven da min kæreste skrev til mig i onsdags “jeg har altså købt noget til dig” Det er ligegyldigt om det er en kæmpe dyr taske eller et tyggegummi til 50 øre. Nu skylder jeg jo ham noget. Nu kan han jo forlange noget af mig. Det er sådan jeg tænker om det. I virkeligheden vil jeg bare rigtig gerne være glad og udstråle at jeg er glad for at han har købt en gave til mig. For det er ikke hans skyld at jeg er så forskruet.

Nå, udover det så har min kære far sgu også udvist ligegyldighed. Han var aldrig hjemme. Han arbejdede altid fordi han troede han skulle være en pengemaskine for os. Sådan var det altså ikke. Jeg tror min far har været til 5 af mine 22 fødselsdage og det er inkl. den dag jeg blev født.

Selvfølgelig er der fødselsdage jeg ikke har holdt hjemme osv., men I forstår pointen.

Så hvad er en far for mig? Det er en der ikke er der. Og når han endelig er, er han ikke andet end negativ. Min far drikker bajer. Rigtig mange. Det har han altid gjort. Fy for satan hvor har der lagt mange øldåser overalt. I bilen, ude i garagen, og kælderen. Og skuret! For satan hvor kunne de ligge mange steder! Og det stank jo.

Nogle gange prøvede han at kompensere for at han aldrig var hjemme. Så kom han hjem med gaver, MEEEEEN! Dem skulle vi jo også gøre os fortjent til. What else?

Ja, min barndom har sgu ikke været fed. Jeg pjækkede ekstremt meget, når jeg nævnte overfor pigerne i klassen at min far var dum og virkelig ikke særlig sød, sagde de stort set hver gang “vær sød ved din far, han har sgu da altid været så sød ved dig” LØGN min far var bare pisse dygtig til at være sød når andre var i nærheden. Ja han var faktisk mester i det. Han burde sgu få en medalje.

Men ja, jeg pjækkede meget. Ingen forstod mig eller hvad jeg gik igennem. Dengang forstod jeg heller ikke rigtigt hvad der var galt. I dag, kan jeg godt se det. Fy for satan stakkels barn!

 

Det er hvad jeg lige vil dele i første omgang. Til slut vil jeg også gerne fortælle at selvom min far er/var alkoholiker, så ER han stadig min far. Jeg HAR også gode stunder med ham, og han har også hjulpet mig med rigtig mange ting, som kun en far kan. Det her er blot min måde at afreagere på, så selvfølgelig er det kun regnvejrsdagene jeg fortæller om og ikke de solskinsdage der også har været.

Leave a Reply