Unge mennesker i dag

Når jeg laver en hurtig søgning på google over “unge mennesker i dag” popper artikler som “mig, mig mig, derfor er nutidens unge så ubehøvlet” og “ungdommen i dag er en generation af brokkehoveder”. Det er lidt ærgerligt at det er sådanne overskrifter der skal dukke op omkring min generation. Men når jeg så ser mig omkring blandt min opgangskreds og mig selv, kan jeg til tider blive forarget.
Jeg havde engang en veninde der blev så sur på sin kæreste fordi han skulle bruge en enkel aften med drengene. Det faldt ikke i god jord hos hende. Nu kan du så tænke at hun godt nok er en hystade, at han ikke engang må bruge en aften med sine drenge – det har jeg da selv tænkt – men med den opfattelse vi i dag har til gensidig respekt og almen høflighed, så kan jeg godt forstå hun bliver en smule hys. Alt skal skæres ud i pap for at vi kan være sikker på at vi har hvad vi tror vi har. Her taler jeg specifikt om vores kærlighedsliv. Eller i hvert fald såkaldte kærlighedsliv.
Vi vælger “partner” ved et swipe til højre og venstre som var det prinsessen i klods Hans med sin “Duer ikke! Væk!” Vi søger aldrig noget seriøst. Vi vil aldrig noget seriøst. Og så kraftedme om det ikke kan være nok, så brokker vi os over at vi er ensomme! Har vi nogensinde tænkt at vi kunne være selv forskyldt i dette? At noget af det negative der sker for os, faktisk er helt vores egen skyld?
Lad os nu antage at man faktisk har fundet en man er glad for, men ordene er ikke blevet sagt. Nej vent.. Jeg prøver lige igen.. Det er bare ikke offenlig gjort på facebook endnu, og derfor er man heller ikke rigtig kærester endnu. Det burde være de tre fantastiske ord der gav en bekræftelse på hvorvidt man var sammen eller ej, men i dag bliver det sagt lige så meget som “hvad laver du?”. Det har nærmest mistet sin betydning. Men hvis man så fandt ud af at den såkaldte partner har været sammen med andre mens man ses og de så kan forsvare det med et “Jamen vi er ikke kærester og jeg har ikke gjort noget forkert” så er der sgu et problem med os unge mennesker i dag.
Vi tør ikke at binde os og selv når vi har bundet os er vi aldrig rigtig helt sikre. Jeg skammer mig direkte over min generation og det værste af det hele er, at jeg ikke har været en skid bedre selv. Hvem kan jeg så bebrejde det for? Udelukkende mig selv.
Jeg vil tilbage til dengang hvor det ikke var underligt, hurtigt eller for tidligt at give en pige blomster. At det var okay at være forelsket i hinanden efter kort tid, hvor man ikke undertrykte sine følelser. Hvor det var helt normalt og okay at en fyr tog ud med sine drenge og havde en god aften. Hvad fanden er der blevet af os?

Leave a Reply