Ung mor

Som du kan læse på Jeanettes blogindlæg om gæld, samt hvad jeg også har skrevet om tidligere og ganske kort har jeg altid haft den der lille drøm om “når jeg bliver stor” den kender vi alle, ik?

Min drøm har været at når jeg bliver stor vil jeg være ung mor. Som barn lyder det måske underligt og det var heller ikke der jeg sagde det første gang. Første gang hvor det virkelig gik op for mig at jeg gerne vil være ung mor var tilbage i 9.klasse. Her hvor jeg sad foran min computer og skulle vælge en uddannelse. Hvor jeg skulle tage det første store skridt ind i min fremtid, for hvad ville jeg være? Vi havde alle været på brobygning og været “studerende for en dag” og jeg havde da også en lille ide om hvad jeg måske gerne ville. Sådan rent uddannelsesmæssigt, men lige meget hvor meget jeg vendte og drejede det, endte jeg altid i spørgsmålet “kan jeg forsørge mine børn med den uddannelse?” det var ikke så meget om min uddannelse, var en af de vildere (læs fucking fed lønseddel), det skulle bare være noget jeg kunne stå op til og hvor jeg vidste at jeg kunne give det mine børn havde brug for.

Underligt? Moderinstinkt? Kald det hvad du vil, sådan har jeg haft det i lang tid. Det har også virket meget normalt for mig. Min søde moui, fik mig i en alder af 21 år. 21 ÅR! Hun er en hardcore bitch, det er hun sgu. Jeg var ikke en fejltagelse og mine forældre er da også gift og alt muligt, de har sågar sølvbryllup næste år. Så det er ikke fordi hun fik mig i en hovsada-fart. Jeg har været elsket lige fra start, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Så derfor ligger det som sagt, meget normalt for mig. Ikke desto mindre startede jeg som kontorelev lige efter jeg blev færdig med min HHX. Når du som 19-årig kommer ud på en elevplads blandt kontoruddannede, er der stor sandsynlighed for at det er kvinder i alderen 25 og opefter, du kommer til at arbejde med. Og ganske rigtigt, så arbejdede jeg med disse vidunderlige kvinder. De kunne jo over frokosten fortælle om hvad der skete derhjemme med børnene og hvilke udfordringer de nogle gange havde. Jeg havde altså ikke en hverdag med andre unge på 19 år og som festede hver weekend, næh, jeg var faktisk omringet af mødre. Og det kunne jeg godt lide.

Så med det i baghovedet, så JO, selvfølgelig vil jeg gerne være mor. Og jeg vil rigtig gerne være ung mor.
Det er der mange der har svært ved at forstille sig.

  1. Jeg har angst (og selvmordstanker) – så derfor kan jeg ikke tage et ansvar overfor et barn
  2. Jeg har en kæmpe gæld – den kan du læse lidt om her
  3. Jeg er 22 år – jeg har masser af tid endnu.

Det er de vendinger jeg bliver mødt af, når jeg siger at jeg rigtig gerne vil være mor.
For at sige det lige ud af posen, så er det FÅRKING irriterende at høre på. Ja jeg er sgu da godt klar over min situation – jeg lever med den hver dag – men derfor må jeg da stadig gerne have et brændende ønske om at være ung mor, eller hvad?

Jeg vil ikke være uansvarlig. Det tror jeg ikke, der er nogen der vil. Det er bare rigtig svært at høre på jeres fordømmende sætninger om mig gang på gang på gang, når jeg godt kender faktummet. Baby = ikke nu.

Markus og jeg har også kun været sammen lige knap et år (9 mdr. og 18 dage), så nogen synes også det er for tidligt vi får børn. Heldigvis må vi helt selv om det. Og det er ikke fordi jeg ikke har prøvet på at blive mor.

Eller vi prøvede ikke, for os var det nemlig en hovsada. Der var pludselig to streger på sådan en pind der, som jeg udelukkende havde taget fordi jeg ville udelukke graviditet, da jeg troede jeg var nede med stress.
Det var en underlig følelse. Jeg snakkede ikke til ham en hel weekend, for hvad fuck skulle jeg sige; “hej skat, jeg vi har godt nok kun været sammen i 3 mdr, men skal vi ikke bare være forældre? Lad os sige om 7 mdr?”
Det var jo ikke fair overfor ham at jeg bare sådan lukkede ham af, men ikke desto mindre, var det virkelig et dilemma for mig. For lad mig være ærlig. Jeg ville SÅ gerne have det barn. Jeg ville SÅ gerne. Men hvad ville Markus? Ville han have det? Synes han vi skulle være mor, far og børn nu? Jeg havde da flere overvejelser i mine tanker før jeg nævnte det overfor ham. Tanken om at “blokere” ham ud af mit liv og få barnet uden han vidste det, havde sgu da også strejfet mig. Ja, pisse egoistisk, I know.

Jeg delte det dog med ham, fortalte ham det helt tudefærdigt. Vi snakkede om det. I mange timer. Vi vendte det flere gange. Alle overvejelser var med. Alle emner, problemstillinger og udfordringer blev vendt. Alt med undersøgt; økonomi, lejlighed, job, ALT!

Vi tog en svær beslutning. Det var ikke nu. For når alt kommer til alt, så vil jeg heller ikke stå alene med glæden omkring et barn. Jeg vil gerne dele den med ham, som har været med til at skabe det lille væsen og det var bare ikke vores tid nu. Så vi sagde pænt farvel til det, med sorg og smerte – og så blev vi enige om at være sammen altid.

For vi vil jo gerne have børn sammen. Vi vil rigtig gerne skabe en familie sammen, men begge parter skal være klar og det er ikke kun mit barn. Det er lige så meget hans.
Nu glæder jeg mig bare over at alle mine dejlige veninder rundt omkring venter barn og som allerede har fået børn. Jeg nyder at være i deres selskab. Jeg nyder at høre de kære mødres barsels-problemer og blive lukket ind i deres boble. Jeg synes det er så dejligt. Børn er fantastiske. Det er de helt bestemt og jeg glæder mig da også til at jeg en dag skal holde vores eget lille barn i mine arme. Jeg glæder mig, men jeg venter også med tålmodighed. For selvom jeg måske ikke bliver ung mor, så er der ingen tvivl om at jeg en dag nok skal blive mor.

// Camilla

 

Leave a Reply