Træk vejret – du når det nok!

Uha livet er jo herligt. Alle de ting jeg kan fortælle om at være forelsket og bange og snakke om kærestesorg og tinderfyre. Det hele er faktisk gået lidt stærkt. Lidt for stærkt.

Min tidligere kæreste og jeg gik fra hinanden i starten af året og allerede nu har jeg en ny. Ja skid hul i det. Det er ikke så meget det, om at jeg er kommet videre eller for hurtigt ovenpå igen. Det er mere det at jeg nu kan sidde og være skide bange for at tingene igen går for stærkt for mig.

Jeg har altid hadet når folk sagde “Jamen Camilla du er jo så ung, du skal nok nå det hele!” for ja jeg ved sgu da godt jeg er ung, men hvorfor var mine prioritereinger ikke gode nok?
Det hele handlede om at for bare 2 år siden, var jeg klar til at finde den eneste ene. Købe hus. Få nogle børn og leve lykkeligt til mine dages ende. For ikke ligesom alle andre 20-årige piger, så var min største drøm at blive mor.

Sådan er det heldigvis ikke længere.

Jeg bliver stadig sur når folk skal understrege at jeg er ung, for ærlig talt så har jeg godt tjekket mit sygesikringskort. Jeg kender godt min alder.
Og min prioritering i livet handler ikke længere om at finde den eneste ene og få volvo, villa og vovse. Den handler mere om at jeg gerne bare vil være glad og have det sindsyg godt! Men når man er 22 år og har en uddannelse, så er det svært finde arbejde, fordi man ikke har erfaring (læses: ikke er særlig gammel) og uden arbejde kan vi ligesom ikke leve. Jo der findes kontanthjælp og dagpenge, men er det ikke mere at overleve? Og jeg har prøvet dagpenge. Det er ikke livet og det er ikke fedt. Det her var et kæmpe sidespring, men min pointe er at jeg gider stadig ikke høre for hvor langt et liv jeg har foran mig, for jeg ved det sgu da godt!

Jeg siger heller ikke længere at jeg ønsker at være ung mor (gud forbyde); men for knap en måned siden var der flere der spurgte mig “hvornår flytter I så sammen? flytter du til Århus? Har du fået job deroppe?” Mit svar har været et stort fedt NEJ. For selvom jeg er sygt glad for ham, så har jeg planer og aftaler med mig selv. Det hele skal nok gå og det skal for gudsskyld gå i sit eget tempo.

Derudover sejler alt da for mig lige nu, det vil være mildest tal synd for ham at sætte ham i så træls en situation som at flytte sammen med mig. Jeg har simpelhen brug for mig-tid. Og jeg er SÅ glad for at jeg nu endelig kan acceptere at bruge tid for mig selv. Helt alene. Det at acceptere, at være alene nogle gange eller ikke at skulle være ung mor, har været sindsyg svært! Derfor er jeg også vildt glad for at jeg er nåede dertil, hvor jeg accepterer at nogle ting er bare, som de er og vi kan ikke rigtig gøre noget ved det, end bare at acceptere at tingene er, som de er.

Nu vil jeg lade tiden gå langsom, for hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg blevet træt af at både gå og løbe stærkt.

Leave a Reply