To be or not to be single.. Wait what?

I lørdags konkluderede jeg noget. Vi kvinder er desperate!

Jeg er stadig i forelskelses-fasen med min kæreste. Jeg kan simpelthen ikke give slip på ham. Ynkeligt? I den grad! Men hvorfor er det jeg har det sådan? Hvorfor har jeg brug for konstant at være i nærheden af ham?

Ofte tænker jeg på hvordan jeg klarede at være single og alene. Jeg troede faktisk jeg klarede det fint, men her i lørdags fandt jeg så ud af at det ikke var tilfældet. Jeg var hos en veninde. Hun er single og det kan mærkes. Alle de spørgsmål med “hvad tror du han mener med det?” “kan jeg godt skrive det her eller virker jeg for desperat?”. Jeg forstår virkelig ikke hvorfor det er så kompliceret for os kvinder. Vi jagter den perfekte mand, for at få det perfekte liv, men er det virkelig nødvendigt? Min veninde for at vende tilbage til hende, stiller utrolig mange krav. Og så alligevel ikke, for når det kommer til stykket bliver det “alligevel” noget andet end det hun ellers har meldt ud hun vil have. Jeg forstår det ikke, hvorfor sætter vi krav når vi alligevel ikke bruger dem? Hvorfor springer vi ikke bare ud i tingene og så bagefter kan sige “jeg prøvede i det mindste”?

Efter den snak med hende, gik det op for mig, at jeg ikke har været en skid bedre selv. Han måtte ikke være under 1,80, han skulle være I HVERT FALD 2 år ældre, han skulle have job eller være i gang med uddannelse og gerne have skandinavisk udseende. Det var jo slet ikke det jeg endte med at få, og det er jeg faktisk glad for. Jeg har fundet en fyr der er modsat af alt hvad jeg går op i. Jeg har fundet ham der hellere vil bo ude i en skov end inde i en by. Ham der heller vil leve på kærlighed og kilde vand end på en helt bunke penge, og det er uendelig fantastisk! Jeg har aldrig følt mig mere glad.
Men hvorfor kan jeg ikke bare lade ham tage i byen, ses med vennerne eller lave noget helt tredje uden mig? Hvorfor er jeg så addicted til dette “love drug”?
Jeg vil ønske at jeg ikke var så desperat, og nu, efter at han kun er hjemme i weekenderne flere uger frem, bliver jeg sat på prøve. Jeg tror helt sikkert jeg skal komme igennem det, men det bliver svært. For når alt kommer til alt, vil jeg stadig være hende der foretrækker sin kæreste frem for en bytur.

Derfor har jeg også den vildeste respekt for de kvinder der virkelig er uafhængige af mænd, og får kvinder som mig, til at se ynkelige ud. Men om jeg vil nogensinde bytte det ud for det jeg har nu? Næppe.