Suicide doesn’t take away the pain, it gives it to someone else

Det er første gang jeg tør at stå frem helt direkte omkring dette emne. For nogen er det et tabu, for andre er det bare noget de ikke kan forholde sig til, men vigtigst af alt er det et råb om hjælp. Jeg vil fra starten gøre det klart at jeg hverken er psykolog, ekspert eller ligne og kommer blot med mine egne erindringer omkring dette emne.

Allerede nu kan jeg se at jeg har snakket inddirekte omkring dette. Jeg taler om selvmord. Mere specifikt selvmord blandt unge. Hvert tredje barn eller ung har haft selvmordstanker, hvert tiende har gjort skade på sig selv. Det er hyppigst blandt piger. Og hvorfor er det så det?

Min egen historie har jeg fortalt mange gange før. Mit liv har fra min side været et helvede. En tidligere bekendt sagde engang til mig “Alle piger vil have psykolog hjælp. Alle piger har det hårdt. Det er blot snak”. Dengang var jeg blevet rigtig såret og valgte derfor at holde meget af det for mig selv. Jeg skrev herinde, for at lindre det og for at få tankerne nedskrevet i stedet for at lade dem fylde op i hovedet. Når presset blev for stort, delte jeg mine indlæg på min facebook, så folk kunne se hvordan jeg havde det, i håb om at få hjælp. Det har været en af mine løsninger på det. Nogen gange har jeg været heldig at få beskeder fra personer, som vil støtte mig og hjælpe mig, ofte var det blot snak. Men der har også været succes med det.
Er selvmord okay?

Det er en evig debat som aktivdødshjælp. Nogen taler for det. Andre imod. Jeg valgte overskriften “Suicide doesn’t take away the pain, it gives it to someone else” fordi jeg ved det provokerer nogen, mens det falder naturligt ved andre. Set det fra vores side med disse tanker, føltes det som at være det rigtige at gøre. Vi føler os ikke velkommen nogen steder og mest af alt, føler vi os ensom. Nogen af os har fået disse tanker på baggrund af noget. Dårlige oplevelser i hverdagen. Andre af os har fået disse tanker på baggrund af ingenting. Depressioner er et godt eksempel. Nu siger jeg ikke at vi bare gå og har dem uden grund, men ift depressioner, kommer de ud af det blå og vi ved ikke rigtig hvorfor vi er kede af det. Vi ved bare at vi ikke har det rart længere og intet kan magte.
Jeg har personligt oplevet folk sige at “selvmord er egoistisk, fordi man efterlader så mange bag sig”. Det har faktisk været sådan at jeg selv har sagt det. Jeg selv synes at det er forkert. Det er ikke okay at nedgør døden på den måde. Den skal respekteres. Vi skal alle sammen igennem den. Jeg kan så dog også se det fra den side. Min familie har haft rigtig svært at nå ind til mig, hvor jeg i dag kan se hvor slemt det har stået til. Jeg har næsten været ude for rækkevidet. En familie der kæmper for at når ind til sit barn eller nærmeste og ender med at se en død i stedet for. Det vil for nogen føles som en tabt kamp og derfor får det nogen til at sige som de gør. De føler sig jo også svigtet af personen man har prøvet at nå ind til. Jeg forstår dem godt.

Hvorfor skriver jeg så det her?
Jo, jeg er i den situation at jeg selv sidder fast igen og blot ønsker nogen høre mit råb om hjælp. Hørte du det?

Leave a Reply