Sandheden er..

Kære læsere og jer der bare kiggede forbi.
Jeg er blevet spurgt hundredevis af gange om hvad der sker, og hvorfor jeg er væk ind i mellem, hvorfor jeg reager på ting som jeg gør.. Bag min ryg er jeg blevet kaldt “Wannabe Fie Laursen” eller “opmærksomhedsliderlig”.. Ja, hvad kan jeg sige? Jeg ved at jeg vil have lidt opmærksomhed, og at jeg ofte mangler det, og derfor søger det, om det så er det samme som at være Fie Laursen, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg er faktisk træt af det. Mere end træt. Jeg er helt udkørt. Min hverdag består af skole, dans og så hjem. Det er jo en helt almindelig dag, eller hvad?

Lad mig fortælle en af mine almindelig dage. Det er onsdag. Jeg har ikke fået nok søvn, fordi jeg ikke har kunne sove natten til onsdag. Tanker har bare kørt rundt i mit hoved, om hvad der vil ske med mig, og hvad jeg vil med mit liv, og om jeg overhovedet er god nok.. Jeg har altid stress på om morgen selvom jeg hverken tager makeup på eller spiser morgenmad, jeg skal bare afsted i en fart. Så er jeg så ankommet til min skole. De er egentlig meget søde alle sammen, men når der så skal drilles lidt, kan det gøre ondt.. Nu vil jeg ikke lyde som et engle barn der aldrig gør noget forkert, for tro mig, jeg får heller ikke sagt særlig pæne ting til andre, hvilket jeg skal stoppe med.. Om det er min måde at forsvar mig på, jeg ved det ikke..

Timen er nu gået i gang. Jeg følger ikke rigtig med, og vil helst undgå at sige noget forkert. Min lærer tager mig, og jeg har det forkerte svar.. På disse tidspunkter har jeg allermest lyst til at tude.. Tænker tanker om, hvad de andre tænker.. Om jeg er dum.. Eller bare blank?

Timen er slut.. Ofte sidder jeg ganske frivilligt selv, da jeg ikke altid er i humør til at snakke med folk, og når jeg endelig gør, for jeg sagt nogle helt underlige ting, at folk måtte tro at jeg var sindsyg.. Jeg er alt for god til at sige min mening, når jeg føler mig “overlegend” selvom jeg slet ikke er det. Og jeg føler mig dum bagefter når jeg har sagt noget forkert..

Det er nu blevet time igen, og der skal fremlægges.. Jeg er skide nervøs og tør ikke rigtigt at sige noget. Jeg ryster ofte. For en kæmpe klump i halsen, mit ansigt bliver varmt, og hvis jeg bare skulle sige en ting, vil jeg stortude. Igen angsten for at sige noget forkert.. Vi er nu færdig med at fremlægge og læreren stiller spørgsmål. Jeg forstår i forvejen ikke en skid af det, og undgår så meget som muligt at sige noget.. Derefter sætter vi os ned, og der kommer en kæmpe lettelse i maven, men samtidig, flyver tankerne rundt: Var jeg god nok? Fik jeg sagt noget forkert? Hvad gik der galt? Er jeg elendig?. Når disse tanker flyver rundt, bliver jeg deprimeret, og vil ingenting.. Timen er nu over, og jeg skal gå. Jeg skal til min “samtale” men i virkeligheden er det gruppeterapi for personer som jeg, der føler sig direkte syg i hovedet og ikke helt normalt.

Nu er jeg kommet til mit fristed. Jeg er lykkelig der. Jeg kan fortælle alt. Jeg fortæller om hvordan jeg har det i skolen, hvordan jeg bliver behandlet derhjemme, og min behandling for mig selv. Jeg ender ofte med at græde. Indeni. Jeg har ikke lyst til at da skal se hvor svag jeg er. Når jeg går derfra har jeg en underlig mave fornemmelse. Jeg ved ikke om jeg er glad eller sur..

Jeg kommer hjem, ofte i gråd. Der er ikke nogen til at trøste mig, da jeg skjuler det, hvilket gør det hele værre, når jeg så kommer ud fra værelset og skal spise. Jeg skændes altid med et bestemt familie medlem. Altid er jeg ikke god nok. Altid kan jeg ikke finde ud af en skid. Altid er jeg en lille forkælet møgunge der ikke burde være der. Altid er der noget galt.

Jeg har en aflevering for men orker ikke at lave den, men i stedet for sætter jeg mig endnu engang til at græde.. Jeg går ud på toilettet, finder endnu engang den skarpe genstand frem, og gør det som mange frustreret unge gør.. Jeg skærer.. Skærer så smerten vil gå væk. Så jeg ikke skal være bange. Så jeg kan føle mig okay. Derefter går jeg endnu en nat i seng, med tanker om hvad der skal ske, og frygten for hvad der vil ske..

Sådan er mine hverdage.. Sådan føler jeg det.. Sådan har jeg det.. Jeg er træt af folk, som ikke kan tåle andre får opmærksomhed.. Jeg er træt af folk der går og bagtaler andre.. Jeg er træt af dem som bare ikke kan se når det er nok.. Det værste af det hele er, at jeg er selv en af dem..

Jeg skal ændre på det, men uden at fortælle dette, har jeg ikke kunne gøre det.. Nu skal dette deles med jer, og hold op hvor bliver det svært. For ser I, selvom det bare er et indlæg, som en hver anden pige kunne have skrevet, er det tanken om hvad I tænker om mig. Hvordan I er over for mig efterfølgende.

Mit liv er ikke blevet bedre efter terapi.. Det er kun blevet værre.. Jeg skal nu have søgt efter den fjerde psykolog i rækken, som så også skal høre hele min fucking livs historie.. Om det er noget jeg er stolt af? Næppe, men hvis jeg skal kunne gå fra min klasse uden at folk spørger om hva fuck jeg skal, kan det jo ikke være anderledes..

Leave a Reply