Når rodet befinder sig i hovedet

Åh jeg har snakket om det før. Men jeg gør det lige igen, for jeg er her trods alt for min skyld.
Men i dag er jeg endnu engang kommet hjem fra Århus (ja, jeg er faktisk nok mere der end i Sønderjylland).

Jeg er rigtig glad for at bruge tid med min kæreste. Jeg synes det er SÅ rart, men hver gang jeg tager hjem mandag morgen, har jeg en kæmpe knude i maven. Jeg har så dårlig samvittighed! De sidste fire måneder, har jeg været UTROLIG meget sammen med den kære Markus. Jeg har slet ikke haft en fornemmelse af at det var et langdistanceforhold, fordi jeg var hele tiden hos ham. Det er jo som sådan ikke en dårlig ting. Problemet med mig er at jeg overtænker så sindsyg meget. For til trods for at jeg spørger min kæreste om han er okay med at jeg er der og at vi bruger SÅ meget tid sammen og han dertil svarer “selvfølgelig!” Så sidder jeg stadig tilbage med den knude i maven.

Jeg har haft tre tidligere faste forhold, og det var mig som ødelagde dem. Hvert forhold, med hvert issue, men det var altid mig der ligesom fik fucked godt og grundigt op. Det har jeg ikke lyst til at gøre igen. For pokker, jeg elsker jo den århusianer, men for satan hvor kan min tankemylder forhindre mig i at være glad. Jeg er så bange for hele tiden at “han bare siger de ting for at gøre mig glad og for ikke at såre mine følelser”. Jeg ved godt han ikke gør det, men det er bare sådan mit hoved desværre er skruet sammen.

Den der knude kommer altid på mine køreture hjem fra Århus. Nogle gange græder jeg. Andre gange er jeg bare i dårligt humør. Ikke pga savnet til ham, men fordi jeg sidder tilbage med tanken “nu var du der igen”. Det er sådan mit hoved fungerer. Den bygger den her dårlige samvittighed op hele turen fra Århus og hjem og når jeg så endelig når hjem, græder jeg fuldstændig igennem og hader mig selv endnu mere.

Når den kære Markus så skriver til mig, svarer jeg ham ikke. Jeg kan ikke få mig selv til det, for mit hoved skriger bare “lad ham nu være!! Han skal for pokker også have fred fra dig!!”
Det er en ond cirkel jeg har bevæget mig ind i og jeg kæmper virkelig med at blive bedre til at komme ud af den igen, men det er svært.

 

Det jeg vil med alt det her selvynk, er at vi skal ikke KUN lytte til folk der spørger en deprimeret “kan du ikke bare være glad?” Eller dem der er coach og skal booste din energi og livsglæde.
Nej det skal for pokker også være i orden at være helt og aldeles sårbar og mindre positiv og mere ked af det nogle gange.

Jeg læste engang “bekymrer du dig for meget? STOP DET!”
Jeg kan godt se hele ideen i det. For som Mark Rylance selv svarer Tom Hanks, i Brigde of Spies, da Tom spørger, om han ikke er bekymret: “will it help?”
Men vi er mennesker! Vi er ikke perfekte! Vi er faktisk uperfekte! Så derfor har jeg også brug for overskrifter med “bekymrer du dig for meget? SÅ ER VI TO!”
Er det så svært for os at være sårbar? For mit vedkommende; både og. Jeg tør helt ærligt at skrive om alle de følelser jeg har, når jeg tager hjem fra min kæreste, men har jeg nogensinde fortalt ham det? Næh..

Jeg burde skrive en god afslutning på det jeg har skrevet her, men i stedet har jeg brugt min tid på at tage natbukser på, hælde et stort fedt glas vin op og sat New Girl på fra start for 5. gang nu. For nu at ærgre mig over at jeg ikke fik taget mig sammen til at hverken at købe toffifee eller havsaltchips og skumfiduser. Og jeg har ikke engang gidet at læse igennem for stave- og grammatiskefejl. Måske er der chokolade i slikskabet?

Så her er en vits:
En grønlænder går forbi en bar…

Leave a Reply