Kære raske mennesker

Jeg hedder Camilla. Jeg er 22 år. Jeg bor sammen med min søde kæreste i Horsens, sammen med vores schæfer, Nala.

Jeg er opvokset i Aabenraa med min mor, far og to søskende, Sisse og Sara.

Mine forældre har aldrig været skilt. Mine forældre er omsorgsfulde, hjælpsomme og i det hele taget rigtig gode mennesker.

Min kæreste er den bedste partner jeg kunne ønske mig. Han elsker mig og jeg elsker ham. Han udøver hverken psykisk eller fysisk vold på mig. Han manipulerer mig ikke. Han er mig ikke utro. Han er i det hele taget et rigtig godt menneske.

Jeg har et fast job. Jeg er rigtig glad for det. Jeg har verdens bedste kollegaer. Jeg har verdens bedste arbejde.

Jeg burde have det godt. For mit liv er godt.

Det har jeg bare ikke. Jeg har det ad helveds til. Hver dag. Jeg er psykisk syg. Jeg har angst. Det er blandt andet den der gør at jeg ikke har det godt.

Jeg kan have gode dage. Men jeg har det aldrig godt som i mit-liv-og-min-psyke-har-det-godt.

Det kommer jeg heller aldrig til.

Måske med et mirakel. Eller et juleønske.

Når jeg siger at jeg har angst, bliver folk bange. Det gør mig ked af det.

Jeg er ikke farlig. Jeg gør ikke nogen fortræd. Udover mig selv.

Jeg skærer i mig selv. Nogle gange. På de sværeste dage. Det er svært ikke at lade vær. Som at få en alkoholiker til at stoppe med at drikke. Som at få en narkoman til at stoppe med at tage narkotika.

Jeg kan ikke hjælpes medmindre jeg selv gerne vil. Det vil jeg gerne, men nogle gange er hjælpen lidt langt væk og så falder jeg i.

Jeg har prøvet at begå selvmord. Flere gange. Jeg har ikke lyst til at dø, men nogle gange vil jeg gerne ikke eksistere. Bare nogle gange.

Du kan ikke gøre mig ked af det. Det gør jeg selv ganske godt.

Jeg fortalt om det før. Mange gange.

Men du er stadig bange for mig.. hvorfor? Er det fordi jeg taler åbent om dette? Er det fordi du er uviden? Er det fordi du ikke vil vide det? Er det fordi jeg græder foran dig? Er det fordi jeg får et angstanfald foran dig? Er det fordi jeg skærer i mig selv? Er det fordi jeg har haft selvmordstanker?

Hvorfor vil du ikke snakke med mig om det? Jeg gør dig ikke noget. Jeg vil gerne fortælle om min sygdom. Du må gerne spørge. Om alt. Måske kan jeg forklare det. Måske forstår du. Måske ikke. Men det er et forsøg værd. Er det ikke?

Leave a Reply