Jeg er psykisk syg

Det kan ikke ses på mit billede, jeg er ser glad jo, men billedet er faktisk taget i den hårdeste periode jeg har haft i 2018.

Det lyder voldsomt. “Jeg er psykisk syg”. Det synes jeg i hvert fald. Men ikke destomindre er det sandt. Jeg ER psykisk syg.

Jeg lever med den hver dag – det fortæller jeg altid og hele tiden, synes jeg, men i torsdags stod jeg overfor et andet menneske og skulle fortælle om det. Det var surrealistisk. Vi snakkede om min fortid, om hvordan jeg havde behandlet mig selv. Om hvordan jeg til tider gør det. Når jeg ser hvad mine veninder, familie og kæreste nogle gange skal stå model til, så har jeg stor respekt for at dem, for de støtter mig stadig alt hvad de kan. De er fantastiske – fordi de gør et forsøg på at vide hvordan jeg har det og hvem jeg er.

Desværre er ikke alle mennesker ligesom dem. Det er ikke fordi de ikke vil. Det tvivler jeg på. Det er fordi de ikke ved det. Der er mennesker i denne verden der ikke ved hvad psykiske sygdomme og lidelser gør. Nogle mennesker misbruger endda nogle af de termer der bliver brugt til at definere en psykisk lidelse.

Jeg har et godt eksempel. Nok ikke på misbrug, men nærmere en misforståelse. Jeg vil ikke hænge nogen ud, men for ikke så længe siden læste jeg om ensomhed på en blog. Jeg blev ked af det, da jeg læste om det. Det var blevet beskrevet som at ensomhed er, når man sidder alene derhjemme og føler man ikke har nogen, fordi man sidder alene derhjemme.

Det er ikke sådan det er! Ensomhed er meget mere end det! Hvert år kører der kampagner omkring ensomhed. Det foregår blandt mange ældre, derfor er der besøgsvenner på mange plejehjem.

Undersøgelser har vist at rigtig mange unge er ensomme og en af faktorerne skyldes de sociale medier, hvor glansbilledet bliver stillet op, hvor man skal vise den bedste side af sig selv hele tiden.

Ensomhed kan faktisk også ramme når vi er blandt andre mennesker. Det er ikke fordi man ikke har lyst til at være en del af samtalen. Det er bare rigtig svært at gå med en, når man er ensom.

Det gælder lige så meget berøring. Jeg læste engang om at en ældre kvinde satte sig til at græde, da hun fik en manicure, fordi det var første gang i meget lang tid at nogen havde rørt ved noget så enkelt som hendes hånd. Det er følelsen af at INGEN vil være i nærheden af en.

I hvert fald bebrejder jeg ikke personen for at skrive om ensomheden, for jeg tror ærlig talt at det er et af de mennesker der ikke VED mere om det. Der ikke har fået den samme bekendtskab til det, som nogle andre.

Jeg vil SÅ gerne være med til at bryde det tabu der er omkring psykiske sygdomme, for at vi undgår disse uheldigheder. Ingen skal føle sig forkerte bare fordi de lider af en psykisk sygdom.

Puh det blev pludseligt til meget, men jeg havde simpelhen brug for at komme ud med det.

Tak fordi du læste med!

Leave a Reply