It takes a huge effort to free yourself from memory

I dag er hovedet helt overvældet. Det har været en lang dag og tankerne har kørt rundt fra morgenstunden. Tanker fra dengang hvor det hele var sort, mørkt og koldt. Det er nu to år siden at jeg nåede min grænse. Det er to år siden at jeg ikke længere kunne magte noget mere. I dag gør jeg noget grænseoverskridende. Jeg synes det er vigtigt at vi ikke skjuler hvordan vi har det. Uanset om vi er glade, kede af det, sure, vrede eller bare i tomt humør. Jeg skjulte meget. Og så alligevel ikke. De tætteste vidste det hele. Dem der læste min blog, vidste noget. Det var faktisk kun de fjerneste, der intet anede. Det er som mange billeder illustrere, en maske man tager på om morgenen og tager af igen om aftenen. Om natten er det en evig kamp med sit indre. Om dagen er man mildest tal død og fortabt. Det var forfærdeligt. Jeg var fængslet i mit eget indre, og jeg gjorde voldsomme ting. Ting vi slet ikke burde gøre ved os selv! Jeg har valgt at jeg i dag vil vise den hudløs ærlig sandhed af at skade sig selv. Hvad det gør ved en rent fysisk. Nogen finder det ubehageligt. Nogen tænker jeg mangler opmærksomhed. Nogen bliver måske mere forstående. Kender du nogen der skader sig selv, er det vigtigt ikke at tabulægge det. Det er vigtigt at du ikke er fjendtlig eller frygter det. Det gør det bare meget værre. Skader du dig selv, håber jeg inderlig meget at du får den hjælp du kan til at komme væk fra det. At skade sig selv er aldrig en god ide. Du er fantastisk. Ødelæg ikke dig selv eller din krop. Du fortjener bedre og mere end det. Jeg vil vise dig hvad det gjorde ved mig.
Inden du ser det, vil jeg gerne understrege at jeg ikke har gjort det siden og at jeg har det langt bedre i dag end dengang. Jeg elsker og er glad for mig selv nu.

Husk at du er fantastisk, med eller uden ar og tak fordi du læste med.

Leave a Reply