I medgang og modgang

I dag skete der noget uventet. Det tog pusten fra mig og fik mig til at gå ned (igen). Denne gang gjorde jeg også noget uventet. Jeg mediterede. Ikke den vilde udgave hvor man sidder halv retarderet og hvor man er bange for at man får en flue galt i halsen fordi man siger “aaaaaooooom”, men på den der måde hvor du afspiller en lydfil (for mit vedkommende youtube) som fortæller hvor du skal “mærke efter” i kroppen. Det kan godt være det faktisk hedder mindfulness uden jeg helt er skarpt på det. I hvert fald fik jeg fuldt ud fokus på hvad der gjorde mig ked af det i det øjeblik. Det var utrolig grænseoverskridende og jeg var glad for at jeg var alene hjemme. Alle følelser blev påvirket. Jeg både græd og lo, og det var skræmmende hvordan en stemme fra en lydfil kunne påvirke mine følelser så voldsomt. Men det hjalp og det hjalp rigtig meget. Jeg gav mig selv et løfte i dag. Et løfte om at jeg vil være mig selv resten af livet. At jeg vil være der for mig i medgang og modgang. For jeg er den jeg er, og det er okay at miste pusten engang i mellem og det er vigtigt at lytte til sine følelser i stedet for at lukke dem af og gemme dem væk. Det er vigtigt at man er der for sig selv og stoler på sig selv, vigtigst af alt er at man tror fuldt ud på sig selv, lige meget hvor meget modgang man oplever eller hvor meget pusten bliver taget fra sig.
For at fuldende løftet til mig selv, valgte jeg at tage en gammel ring på. Det var det første smykke jeg selv købte for mange år siden og derfor skulle det var den ring jeg tog på og forsat vil have på, for at huske mig selv på det løfte. Måske synes du det er latterligt. Det er okay. Jeg har gjort det for min skyld og ikke din.

Leave a Reply