Hvorfor jeg ikke kan knytte mig til de mennesker jeg gerne vil.

Jeg har svært ved at knytte mig til folk. Spøjst nok, efter som jeg var tryghedsnarkoman da jeg var yngre og skiftede mine kærester ud som andre skiftede underbukser.

Ligesom mange andre har jeg også været udsat for nogle traumer, der gør jeg bakser med dem i dag. Jeg har tidligere snakket om de ekskærester og mænd jeg har udsat mig selv for (det kan du læse om her og her), denne gang handler det om alle andre.

Ser du, med kærester kommer der også en svigerfamilie. Der kommer også deres venner og veninder oveni det også. De skal kunne lide dig. De skal synes du er god for deres ven, søn, fætter, nevø osv. Sådan er det bare.

Jeg har været heldig med de fleste. Jeg knyttede mig enormt meget til dem. Jeg havde det rigtig godt med mange af dem.

Men jeg sagde jo der var traumer.

Lad mig først fortælle, at alt nok i bund og grund skyldes at vi bare ikke passer sammen. Vi er for forskellige mennesker med forskellige holdninger. I diskussioner var nogle af os mere barnlige end andre af os. Så har jeg ikke sagt for meget.

Jeg troede i starten at jeg havde det godt med hans omgangskreds. Hans familie var søde ved mig og vennerne accepterede mig også. Alt virkede fint. Jo der var et par små ting jeg kunne blive lidt forarget over, men det var ikke noget jeg som sådan bed mærke i.

Så var der et skænderi. Med cannabis og alkohol i kroppen. Der var tårer. Der blev sagt ting der ikke skulle siges. Så var der et opkald. Det var det der fik det hele til at vælte. “Mor ved bedst” har vi ikke alle hørt det? Det gjorde hun også her. Ikke min mor. Hans. Vi skulle ikke længere være sammen, det synes hun var bedst. Jeg måtte ikke være i lejligheden når hun kom på besøg. Jeg skulle forsvinde. Lejligheden som jeg betalte til og som var den eneste med et job, til at kunne forsørge os, skulle forsvinde når mor kom forbi. Jeg havde gode venner. Der var en kolonihave. Der måtte jeg bo. Mens jeg smed al min lærlinge løn på en dyr lejlighed jeg alligevel ikke måtte være i, sad jeg der i en kolonihave. Synderknust. Jeg græd. Jeg spiste ikke. Jeg var ude af mig selv. Hvad fanden havde jeg nogensinde gjort dem. De ville holde et møde. Uden mig. Hans familie. Der blev sagt ting. Ting der ikke passede. Eller det gjorde de, men de blev taget ud af kontekst.

Jeg havde et par uger, måske måneder før gået til et af hans nærtstående familiemedlemmer og spurgt hvad pokker jeg skulle gøre i det forhold. Jeg var frustreret over at jeg ikke gjorde det godt nok. Jeg var frustreret over vores skænderier og jeg ville bare have dem til at stoppe. “du må ikke forvente noget af ham” blev der sagt “det kan du ikke, du skal bare lade ham være ham” Jeg forstod dengang. Jeg forstår ikke i dag. I dag er jeg bare fucking sur over at jeg skulle gøre alt for ham og ikke forvente en skid igen, men det kommer vi tilbage til.

Det var så alle de ting der gik mig på i forholdet, som blev brugt imod mig. Og så med krymmel ovenpå. Jeg har i hvert fald aldrig brugt de udtryk de sagde jeg havde brugt. Selvfølgelig var min daværende kæreste i et dilemma om hvem han skulle tro på, det forstod jeg godt.

Anyway, vi blev sammen, selvom vi ikke burde, men jeg ville ikke at give op. Jeg ville simpelhent ikke. Jeg ville modbevise. Jeg ville vise at vi godt kunne kæmpe os igennem det. Vi havde opgivet lejligheden. Han havde spillet mange af vores penge væk og vi havde ikke råd til at blive boende. Jeg kunne mærke at jeg havde behov for at passe på mig selv. Jeg havde behov for at finde mit eget sted. Det fandt jeg. Han måtte godt flytte ind, men hans mor var ikke velkommen. Det her var mit sted. Her skulle ingen smide mig ud og sende mig i en kolonihave.

Vi var også kun sammen to måneder efter jeg var flyttet ind. Jeg kunne ikke mere. Der var pludselig mange kreditorer. Jeg skyldte penge til alt og alle. Jeg havde mistet alt. Alligevel. Til trods for alt. Så var det mig som var den onde. Det var mig der var idioten. Det var mig de hadet. Ikke for den jeg var, men for den jeg ikke var.

De har aldrig fået at vide hvor mange penge han spillede op. Jeg har måtte lyve overfor både dem og min egen familie. Ikke for min skyld, men for hans.

Derfor har jeg svært ved at knytte mig til andre i dag. Jeg er bange for at alt hvad jeg gør og siger en dag vil blive brugt imod mig. Jeg er bange for at sige min mening højt. Jeg er sågar enorm bange for hvilke konsekvenser dette indlæg vil have. Jeg kan ikke blive ved med at leve i frygt og jeg kan slet ikke blive ved med at gå med de psykiske meen det har givet mig. Det skal og må stoppes på et eller andet tidspunkt og nu tænkte jeg at tiden var inde, hvor jeg kunne fortælle MIN oplevelse af det uden at jeg skulle lægge skjul på alt.

Det letter enormt meget mit hjerte, men samtidig frygter jeg også det væreste ved at vise jer dette.

//Camilla

Leave a Reply