Højt at flyve, dybt at falde

Jeg sad med min veninde i dag. Vi er begge glade. Begge forelsket. Begge meget flyvende. Det er dejligt. Det er skønt. Det er helt igennem forfærdeligt farligt.
For selvom vi egentlig burde være flyvende på den lyserøde sky, så står vi faktisk nede på jorden og kigger op på den af ren og skær frygt for at falde ned.
Det hele virker for godt til at være sandt. Så må det vel være fordi det er det? Eller hvad?
Jeg sidder decideret med en frygt. Med en lille tanke i hovedet der siger “ja det er da meget fint nu, men hvornår går det galt?” Det er tanken om at blive såret igen. Frygten for det. Frygten for at sidde tilbage med brækkede arme og ben fordi vi blev for længe oppe på den lyserøde sky.
Så hvorfor er det at vi ikke bare kan nyde at vi er lykkelige? Jeg tror at det skyldes at det er et andet menneske der gør os glade. Det er den person. Den person som gør du sidder og smiler dumt af en besked. Og inden da har du overvåget din telefon fuldstændigt. Og dit hjerte springer et slag over når telefon meddeler at HAN har skrevet til dig.
Det er forfærdeligt. Det er skønt. Det er dejligt.
For når alt kommer til alt, så jo, så vil vi virkelig gerne – sygt gerne! – kunne være på den lyserøde sky uden at skulle være bekymret for hvornår vi falder. For hvem siger vi gør? Ingen! Det er noget der foregår oppe i vores hoveder. Og hvis der er nogen der kunne have den frækhed at fortælle os at vi falder ned, jamen så undgår vi bare de mennesker.
Min veninde og jeg er i hvert fald vildt enige i at det er svært at lade sig være glad fordi vi er så bange for at blive såret, og det er måske også helt okay. Jeg tror det er fordi det er så nyt for os. Ingen af os kan jo nærmest huske hvordan sådan en forelskelses følelse er, det er noget vi først lige har opdaget igen.
Uanset hvad, så vil jeg kravle op på min lyserøde sky nu sammen med et positivt sind og en faldskærm.