Hej 2019! Farvel alkohol

Så nytårsforsæt har aldrig rigtig været mig. Jeg gjorde det da jeg var yngre, med lavt selvværd hvor det var enormt vigtigt for mig at blive tynd..

Jeg har ikke gjort det længe, da jeg ikke synes man skal vente til første januar med at andre sin adfærd, men så snart det bliver en vigtig del af sin adfærd.

Jeg har dog valgt et i år.

2019 skal være det år hvor jeg er ædru.

Det er noget jeg har tænkt over flere gange, men jeg har aldrig rigtig gjort noget ved det.

Som det kan læses i min barndom del 2, har jeg rigtig ondt i maven efter en aften med alkohol. Jeg føler mig altid så dum og uduelig og ofte skærer jeg i mig selv.

Det er min frygt for at blive afhængig. Det er en frygt for at blive alkoholiker.

Jeg synes personligt at jeg er ubehagelig at være sammen med og jeg mener også at jeg ikke ligefrem er et særligt godt menneske. Det er generelt, ikke kun pga alkohol. Jeg skal blive langt bedre til at behandle andre mennesker ordenligt. Jeg kan ikke engang behandle min egen kæreste ordenligt. Det er ikke noget jeg har tænkt over før jeg fik det påpeget i går. Jeg har et meget grimt sprog og jeg har aldrig selv lagt det store i det. Men det sårer mine nærmeste og jeg kan godt se det nu. Jeg elsker jo min kæreste overalt på jorden, hvorfor pokker skal jeg så kalde ham en idiot og klaphat og “du er også bare dum”, når jeg i virkeligheden burde sige “du er et fantastisk menneske og jeg er evig taknemlig for at jeg har dig”

Så to nytårsforsæt bliver det til.

Jeg skal behandle mine medmennesker langt bedre. Jeg tror allerede det vil hjælpe langt bedre hvis jeg tænker før jeg taler og endda blot kun taler når der bliver talt til mig – igen ærgrer jeg mig over at jeg ikke var et genert barn som lille.

Jeg kan kun se det positive i at droppe alkoholen. Min krop af godt af det. Mit hoved har godt af det.

Min ølvom vil formentligt forsvinde (medmindre den bliver erstattet af mit madglade jeg). Jeg kan ALTID køre hjem og sove. Jeg behøver ikke at bruge dyredomme på en taxa eller alkohol.

Jeg har nævnt det overfor mine forældre, min kæreste og en enkelt veninde og jeg er SÅ glad for den opbakning der er fra dem. De er fuldt ud forstående og virkelig støttende i min beslutning. Jeg er så evigt taknemlig for dem og håber virkelig at andre i min omgangskreds vil acceptere min beslutning og støtte mig i den!

Leave a Reply