Forestil dig…

Forestil dig dette.

Du har denne her person som du skal passe på. Alle de ting personen gør, står du til ansvar for. Lidt ligesom med børn tænker jeg (jeg har ikke selv børn så kan ikke udtale mig om dette).

Den her person kan godt lide at lave ballade. Personen er ekstrem glad for at få opmærksomhed, for at være midtpunktet. Personen kræver meget opmærksomhed. Personen gør alt for at få den. Husk du står til ansvar for dens handlinger, så alle de trælse ting personen gør, har du dårlig samvittighed over. Du undskylder på personens vegne. Du græder dig selv i søvne om natten fordi du ikke kan kontrollere denne her person.

Personen er også farlig. Farlig på den måde, at den også ser ondt på folk. Brokker sig over dem højlydt til dig. Råber i dit hoved med sætninger som “hun lyver på de sociale medier, hvorfor har hun så mange følgere når hun lyver om det hele?” Eller “de der vil kun mig ondt, de vil mig slet intet godt. De hader mig. Jeg hader dem for at hade mig! Hvorfor gør det sådan noget”

Det er dit ansvar at kontrollere dens vrede. Dit ansvar at personen ikke siger det højt til andre. Du skammer dig endnu mere over denne person. Du er opgivende. Du kan ikke mere. Du vil ikke tage ansvar for denne person mere. Du vil ikke. Du kan ikke.

Så hvad gør du? Du kan ikke gå fra personen. Det er ikke muligt. Du har i forvejen svært ved at styre personen, så hvordan skulle du kunne få den til at ændre sig? Du kan tysse på personen, for en tid, men det er heller ikke en løsning.

Så hvad gør du?

Det er svært ikke?

Forstil dig så at personen her. Det er dig. Det er en del af dig. Du ønsker ikke at den er det, men det er den. Den er en del af dig. Af din krop. Af dit hoved. Af din personlighed. Den er noget af dig.

Det er sådan jeg har det. Det er sådan det er at være mig.

Jeg er to personer. Jeg kæmper. Det er ikke min angst der gør den dukker op. Den har altid været her. Jeg kæmper hver dag, med at kontrollere den anden del af mig. Og kunne jeg bare komme af med den. Så gjorde jeg det. I stedet for går jeg forsigtigt i livet. Jeg træder varsomt, for får den lov til at kontrollere bare en enkelt ting, så eskalerer det hele. Så sidder jeg og skammer mig. I flere dage, uger, måneder og en lille ting.

Det er hårdt ikke at kunne være sig selv. Det er hårdt ikke at elske sig selv. For det gør jeg ikke. Jeg elsker kun en del af mig. Jeg elsker kun den gode side af mig. Jeg har svært ved at elske den anden side. Den fører intet godt med sig. Den gør at jeg aldrig føler mig god nok. Overfor mig selv.

Er jeg alene om denne følelse? Er jeg helt alene om at have følelsen af at være to personer? Er der andre derude som mig? Eller er jeg udenfor kategorien “at være menneske”?

Jeg håber ikke jeg er det. Jeg håber det virkelig ikke.

// Camilla

Leave a Reply