Et reb.

Jeg vil så gerne vise jer at det går mig godt. Jeg vil så gerne vise jer at jeg får det bedre. Jeg vil så gerne vise jer at jeg ser en udvikling. At alt bare bliver bedre

Men det gør det ikke. Det er en lang proces. Længere end hvad jeg havde forestillede mig. Jeg er ikke tålmodigt anlagt og det er også rigtig svært for mig at jeg ikke altid kan se mine resultater og små mål.

Jeg har det godt på arbejdet. Det har jeg hele tiden haft.

Men der er dage. Dage hvor jeg bare vil hænge mig selv.

Jeg har prøvet det.

Jeg var “stukket” af hjemmefra. Jeg var 13. Jeg var ked af det. Jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke mere. Jeg havde det ikke godt. Jeg havde det ikke godt i skolen. Folk hadet mig. Alle havde en holdning til mig. Alle havde stemplet mig. Jeg var ingenting.

Jeg så ingen anden udvej. Så jeg fandt et reb ude i vores skur og så løb jeg til.

Jeg løb alt hvad jeg kunne. Jeg havde ikke den fjerneste ide om hvor jeg skulle hen. Hvor jeg skulle gøre det. Jeg ville bare ikke mere.

Så kom jeg i tanke om et sted. Et forladt lager. Det var perfekt! Ingen vil nogensinde finde mig. Ikke nok med at jeg kunne dø. Jeg kunne også forsvinde helt.

Jeg kravlede ind af et af vinduerne. Jeg skar mig på listerne. Jeg fik splinter og rifter fra møbler der stod der. Gamle og slidte.

Jeg fandt en bjælke.

“Her kan jeg dø” tænkte jeg. Jeg fandt en stol. Den var ikke stabil, men stabil nok til at jeg kunne stå på den. Jeg bandt rebet på bjælken. Jeg tog rebet om halsen.

Jeg væltede stolen.

Jeg hang. Et split sekund. Og så faldt jeg. Jeg slog mig voldsomt på det kolde betongulv. Bjælken røg ned i hovedet på mig. Den var rådden. Det havde 13-årig jeg ikke set.

Jeg græd. Det der føltes som flere timer, men blot var minutter. Lå jeg der.

Jeg lå bare. Holdte om rebet, som var det en bamse jeg puttede mig ind til.

Jeg var ked af det, men vigtigst af alt, var jeg enormt lettet.

Lettet over at bjælken var rådden. Lettet over at jeg ikke skulle hænge der og dø alene. Lettet over at jeg ikke ville forsvinde. Lettet over at det ikke var min tur til at dø.

Jeg rejste mig. Med blå mærker og rifter. Gik jeg langsomt hjem. Jeg tog et langt bad. Lagde mig i sengen. Jeg besluttede mig for at glemme det. Glemme alt hvad jeg havde gjort og dagen efter, stod jeg op, som om intet var hændt.

Jeg har det ikke rart. Jeg kæmper hver dag. For ikke at forsvinde. For ikke at dø.

Jeg vil så gerne leve. Jeg vil så gerne.

Leave a Reply