En ganske ligegyldig update

Siden jeg delte min barndom – del 2 har jeg været lidt stille. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst til at dele noget, for altså, jeg ÆLSKER jo at dele alt om mit ligegyldige normale liv.

Jeg har bare haft en lidt hektisk december (har vi ikke alle det?)
Der er sket meget. Jeg er startet på nyt job (og det er pisse fedt!) og så har Markus og jeg også skrevet under på vores lejekontrakt. Vi glæder os virkelig til at flytte hertil januar.

Derudover er der også en anden lille ting, men jeg tør simpelhen ikke at dele den før den 23. december (don’t worry, I’m not preggo), udelukkende fordi jeg hellere vil vente til dagen.

For første gang i mange år, har jeg heller ikke en vinterdepression. Det er rart. Jeg tror det er pillerne der er med til at hjælpe på det, selvom de skulle virke ift alle mine angstanfald. Heldigvis går det også bedre. De kommer med længere mellemrum og jeg kan faktisk fungere med en helt almindelig hverdag. Jeg har faktisk en rutine nu! Mit liv er slet ikke så flyvsk som det har været. Jeg kan virkelig mærke det på kroppen, for jeg kan sove om natten. Endda uden Markus! (måske er jeg ikke en strong dependent woman alligevel) Ikke fordi jeg ligesom vi undvære ham, men det er virkelig for at understrege, hvor godt jeg egentligt har det nu.

Burde jeg så ikke være glad? Jo – men er jeg det? Nej.

Jeg er jo stadig ensom. Ja jeg kommer ud for min dør og jeg snakker med kollegaer og familie i løbet af dagen, men jeg føler mig samtidig helt ved siden af mig selv. Sådan som om, at alle andre er lyseblå som himlen og jeg er bare lyserød som candyfloss. Som om, at jeg bare ikke er en del af noget. Det værste er at jeg godt ved, jeg er en del af noget, men min angst kan rigtig godt lide at minde mig om, at jeg er bange for større menneskemængder, fugle (specielt gæs og svaner, de er nogle freaks!) og alt for meget andet også. Det sætter nogle begrænsninger for mig, og gør at jeg ligesom ikke føler at jeg er en del af noget. Giver det mening?

Det er træls, MEN for hver dag der går, kan jeg mærke at, jeg kan sætte mine grænser længere og længere væk, og jeg tør langt mere at udforde mig selv. Det er en sejr i sig selv, for mit vedkommende.

Det var bare det.

Leave a Reply