Det sker

Der er gået et helt år, og jeg har ikke haft alvorlige problemer med mig selv. Men det sker igen. Jeg var helt nede i kulkælderen for nogle uger siden. At tage sit eget liv er aldrig en udvej, men når man var så langt nede strejfede tanken mig. Ikke fordi at jeg decideret forsøgte på det, for ærligt jeg havde været for bange til det, men alligevel prøvede jeg i en vis forstand. Det hele er indviklet lige nu, og i virkeligheden vil jeg egentlig ikke skrive herinde længere, for i dag ser man ned på de personer der har det svært, netop fordi de har det svært. Alle kender den person, som faktisk har fået penge fordi hun har en depression, men hun ser slet ikke deprimeret ud. Vi vil alle gerne have at andre har ondt af os, fordi vi så får opmærksomhed, og vi elsker alle sammen at få opmærksomhed. Det ligger vel til vores natur at vi gerne vil ses og blive hørt. Jeg vil også gerne have opmærksomhed, men ofte bliver dette misforstået som en negativ ting, jeg vil have den opmærksomhed, da jeg gerne vil have nogen skal høre mit råb om hjælp. Ikke fordi jeg vil være kendt. Jeg vil bare rigtig gerne have hjælp, og jeg vil rigtig gerne have den rigtige hjælp.

Normalt som person, kan man ikke se tingene fra andres perspektiv, jeg har ofte en tendens til at modsige mig selv, fordi jeg ved hvordan andre folk tænker om det. Jeg har på 1 år haft 3 kærester, lige efter hinanden. Jeg var/er det de alle vil kalde en skank eller en billig tøs. Jeg har ingen undskyldninger for det, for hvis jeg stod på sidelinjen ville jeg helt sikkert selv have tænkt det samme. Jeg er en person der søger tryghed, og derfor har det gået så hurtigt mellem mine kærester. Min sidste og nuværende kæreste er jeg dog rigtig glad for, og jeg ved at han ikke vil blive byttet ud. Nogensinde. Men hvor kommer dette ønske tryghed fra? Jeg kan ikke give det helt rigtige svar da jeg hverken er psykiater eller psykolog, men ud fra mine psykolog timer, som patient har jeg en mulig teori om dette. Jeg kommer jo fra en ganske normal familie, ligesom alle andre, men dette er kun udefra. Indefra er der en masse hemmeligheder og mærkværdige ting, som ikke skal ske i en normal opvækst. Jeg er en ud af mange der måske har følt svigt fra et familiemedlem, som var så tæt som sine forældre. Kærlighed fik jeg da, men kun fra den ene halvdel, og dette kan måske være en forklaring på hvorfor der er nogle typer mennesker jeg ikke kan føle mig tilpas i nærheden af, fordi at jeg er blevet svigtet af præcis denne type menneske.

Min kæreste er på ferie, og som en hver anden skal han have lov til det. Der er bare et problem med mig. Jeg kan ikke li at være alene. Jeg føler altid at alt vender mod mig når jeg er det, og det gør det som regel også.

Nu har jeg virkelig oplevet at stå selv, jeg bliver (for at sige det mildt) yderst underlig og helt psykisk fraværende på alle måder. Virkelig det er kommet bag på mig. I lørdags græd i ikke mindre end 3 timer, og til sidst vidste jeg ikke hvorfor. Jeg kunne ikke køre på arbejde og jeg kunne ikke finde ro igen. Jeg troede det var stillet af, da jeg havde det fint under min vagt, men på vej hjem var den helt gal igen. Søndag gik med trillede tårer og under en dyne langt væk fra alt, indtil jeg endnu engang skulle på arbejde. Jeg lignede igen noget være lort, men vagten gik virkelig godt, jeg havde ingen problemer med noget overhovedet, efter arbejde vælger jeg så at være sammen med en veninde, da jeg vidste det vil ende ud i det samme igen. Det gik bedste, men stadig ikke helt perfekt. Jeg har så i dag været hjemme hos min kæreste, det skal siges at der er ingen hjemme der, og derfor tog jeg derhen. Det var rart, som om han et eller andet sted var der, men jeg var stadig ude af den, og det endte med at gå ud over ham. Nu skrev jeg tidligere at jeg ikke vil bytte ham for noget, men jeg ville rigtig gerne have at han skulle undgå mig, for som i kan se så lyder det hele lidt spøjst. Tanken om ikke at være her længere strejfede mig igen, og jeg sagde det med det samme. Et eller andet sted var jeg måske klar på det (troede jeg) og derfor sagde jeg på en meget akavet inddirekte måde farvel, men jeg kunne jo ikke. Jeg havde ingen vilje til det, og lod tanken blive rystet ud af hovedet. Senere snakkede jeg med min mor, og jeg var virkelig opgivende og magtesløs. Hun kunne ikke længere kende mig. Det gik op for mig at jeg ikke havde snakket i dagevis, og at jeg bare havde lukket mig selv inde. Jeg råbte af hende at hun ikke forstod mig, fordi det er der virkelig ingen der gør. Jeg har aldrig mødt nogen der var så besat af deres kæreste at de sultet sig selv og lå søvnløse om natten, som jeg har gjort. Det er jo fucked op! Men min mor blev chokeret for jeg råber ikke normalt sådan som jeg gjorde der, og det kom også bag på mig. Jeg søgte på “gratis psykologhjælp” da jeg virkelig ingen penge har, og sådan. Jeg fandt en side hvor tingene var delt op i “angst” “forældre” “stress” altså alt. Problemet her var at jeg ikke vidste hvilken en jeg skulle tage, jeg har angst overfor ting og typer pga mine forældre, og mange af disse ting går og stresser mig, så det var faktisk lidt svært. Jeg ved stadig ikke hvor jeg skal tage hen for at få den rigtige hjælp. Nogen der kan hjælpe mig?

Leave a Reply