Dag 37

Jeg har ikke skrevet herinde længe. Der er også sket en del. Først var det fordi der var problemer med hjemmesiden (det er heldigvis løst nu), og så gik jeg nedenom og hjem. Jeg blev sygemeldt i oktober fra mit job og har brugt rigtig meget tid på at komme ovenpå igen. Jeg har det stadig af helveds til (intet nyt under solen der) og jeg har sågar også fået en diagnose. Det er rart at få sat ord på hvad der er galt med mig. Det har også taget sin tid.

Nu er der også et andet problem og det er faktisk det jeg har lyst til at dele. Dels fordi jeg føler mig enormt alene med det og dels fordi jeg nu har fået et ok fra min partner om at jeg må dele det.

Jeg har altid gerne vil være ung mor, men tiden går og det bliver nok ikke en realitet. Nuvel, alt er relativt, for hvor går grænsen for hvornår man går fra ung mor til mor? Skriv gerne dine tanker i kommentarfeltet!

For mit vedkommende er du ung mor hvis du får børn mellem 18 og 22 år. Nu er jeg 23, og det er ikke fordi jeg er gammel, jeg ser bare det her som en fin alder at blive mor i.

Nu skulle man tro at jeg vil frem til at jeg er gravid og vi glæder os helt vildt, og at vi skal være forældre i det nye år.

Sådan er virkeligheden bare ikke.

Den 31. oktober var vi hos en fertilitetsklinik her i Horsens. Jeg var nervøs, for kender man mig, så læser jeg op på ALT inden jeg går indtil noget. Jeg sætter mig ind i alt hvad jeg kan sætte mig ind i, fordi jeg ikke vil møde op uforberedt eller ikke ane hvad pokker de snakker om.
Jeg var nervøs fordi jeg vidste da jeg mødte op, at de nok ikke vil hjælpe os, fordi min BMI er på 38. Fucking 38. Jeg ved godt jeg vejer meget, men jeg var noget forskrækket over at min BMI var så høj.

Jeg kan hurtig afsløre at det ikke var en fed oplevelse hos denne her læge, og jeg vil ikke anbefale at tage til den før du har en BMI på under 30. Det er bare så simpelt som at, så snart han ser hvor din BMI er, bliver du sat i bås.

Allerede den 31. oktober, var jeg i gang med at tabe mig. Vi havde allerede ændret på vores kostplaner, jeg havde skåret ned på alkohol og jeg stoppede med at ryge allerede sidste år. Jeg var også allerede der opmærksom på at tælle mine skridt. Der var mange ”allerede”, men you get the point. Jeg var altså i gang med et vægttab.

Det er lægen ligeglad med. Du kan ligeså godt give op med at sige at du er i gang, for det hjælper ikke. Lægen havde sat os i den bås. Den bås, hvor vi slet ikke vidste hvordan man opnår et vægttab. Den bås, hvor vi bare var to tykke, dovne mennesker.

Han havde sågar forklarede mig hvordan en kvindes cyklus fungerer (hvis jeg nu var i tvivl).

Jeg følte mig enorm dum, jeg følt mig trådt på, og i det hele taget, havde jeg en enorm ufed oplevelse med det hele.

Han ville alligevel scanne mig for at se hvordan det så ud. Det var en del cyster. ”de forsvinder når du taber dig” sagde han.

Hvor meget skulle jeg så tabe mig?

20 kg.

20 kg er meget, for mig. Jeg husker at jeg havde lyst til at tude. Jeg følte det var en kamp jeg allerede havde tabt. Jeg følte at det var uoverskueligt, at det ikke var noget der nogensinde kunne lykkes for mig.

Jeg har stadig min tvivl en gang i mellem. Jeg synes ikke det går hurtigt nok. Vi vil jo så gerne være forældre, og vi kan først komme i behandling når jeg har tabt mig 20 kg.

Nu skulle man tro at den her del var den sværeste del. Det er det slet ikke.

Den sværeste del kom først bagefter. Nu står jeg her og kan ikke få børn, før jeg har tabt mig.

Den første jeg ville fortælle det til var min mor. Hvem pokker skulle jeg ellers ringe til?

Jeg elsker min mor, men hun er ikke den rette at snakke med det her om. Hun har været så heldig at kunne få de børn hun ville, når hun ville.

Jeg har prøvet at snakke med andre om det, tætte veninder og familiemedlemmer, men selvom jeg elsker dem alle sammen utrolig højt, har jeg følt mig så alene når de har åbnet munden.

For det første er det ikke fedt at høre ”I har jo også masser af tid endnu, I når det nok” eller ”så snart du holder op med at tænke på det, så kommer det” og for det andet så står jeg også med en diagnose der skal behandles og jeg kan ikke gå i behandling hvis jeg er gravid.

ALLE. ALLE vil sige at jeg skal træffe det fornuftige valg og gå i behandling før jeg får nogle børn. Det er da også den beslutning vi har taget, men der er ingen af dem, der har tænkt hvor uendelig hårdt det er at se en enkelt streg på både graviditetstesten og ægløsningstesten eller mærke den dybe sorg når jeg ser min menstruation er kommet igen. Jeg hyler hver gang. Det gør ondt helt inde i maven og jeg giver altid op resten af den dag. Jeg græder bare og har ikke lyst til at prøve at få børn. Det tager mig tilbage til den 31. oktober og påminder mig om at jeg ikke kan få børn medmindre jeg taber mig. Jeg hader min krop hver gang. Jeg hader hver gang at jeg ikke kan se en forandring og jeg hader at jeg overhovedet reagerer på det når det sker.

Jeg føler mig så uendelig alene, for jeg har ikke mødt nogen i min situation.

Det er svært at snakke med Markus om det, for jeg kan heller ikke blive ved med at dræne ham for energi, hver gang den 37. dag i min cyklus.

Det er svært at snakke med venner og familie, for de står ikke i den situation.

Så derfor skriver jeg her, fordi jeg har aldrig følt mig mere alene før, som jeg gør nu.

Jeg har ikke behov for medynk eller opløftende kommentarer. Jeg har fandeme bare brug for at komme ud med det her nu.

Jeg må nok også hellere fortælle at jeg har en fantastisk veninde, som har været så utrolig sød at lægge en kostplan for mig. En kostplan der handler om en livsstilsændring og ikke om at tabe de 20 kg. Det gør hele processen langt nemmere, plus jeg alle de andre 36 dage af min cyklus har mit fokus på at få det bedre i forhold til min diagnose. Jeg dyrker yoga hver dag, lige meget om det er 10 minutter eller 30 minutter. Det giver en indre ro og styrke både til mit sind og til min krop.

Jeg har det jo godt og jeg får det jo bedre.

Hvis du går og har det på samme måde som mig, må du hellere end gerne skrive. Jeg kunne godt bruge en at sparre med og det kunne være rart at snakke åbent med en anden om det her.

//Camilla

Leave a Reply